Der er lagt op til en stor og intens revanchekamp, når TV3
til efteråret står klar med en ny omgang Robinson Ekspeditionen. For denne gang
er det op til seerne at vinde trofæet tilbage fra de unge paradisoer, der
sidste år tørrede de garvede Robinson-veteraner noget så grundigt.
Et nyt hold lækre, kampklare og topmotiverede paradisoer er
allerede fundet og drager inden længe afsted til Robinson-øerne i Malaysia.
Seer-holdet er derimod endnu ikke sat. Derfor søger TV3
netop nu en række eventyrlystne personer, der er robuste både psykisk og
fysisk, har mulighed for at tage fri i maj og juni måned, og som sidst men ikke
mindst er klar til at revanchere det pinlige nederlag, som veteranerne led
sidste år.
- Sidste år fornyede vi Robinson-konceptet ved at lade to forskellige
reality-hold møde hinanden, hvilket vi fik stor succes med. Og vi må erkende,
at paradisoerne fungerer fantastisk på tv, hvilket vi jo kan se med dette års
Paradise Hotel, som har slået alle seerrekorder. Derfor har vi valgt at samle
et nyt Paradise Hotel-hold, og så give vores seere muligheden for at revanchere
det nederlag, som Robinson-veteranerne led sidste år, siger TV3’s programchef, Morten Mogensen i en pressemeddelelse.
Interesserede kan læse mere om hvordan man kan komme i betragtning på tv3.dk.