Den blå regering har fået en tro tjener på posten som landets øverste anklager. I sit første interview efter lynudnævnelsen i foråret, da forgængeren Ole Hasselgaard forlod posten med få dages varsel, erklærer rigsadvokat Jan Reckendorff, at hans opgave er føre regeringens politik ud i livet, så vidt det lader sig gøre inden for lovens rammer. Det skriver Politiken søndag.
Når regeringen ønsker, at han skal gå helt til kanten af love og konventioner, hvad angår udvisning af kriminelle udlændinge, er den nye rigsadvokat parat til at gå til kanten og instruere alle landets 1.200 anklagere om at følge trop:
- Det er noget, regeringen har besluttet, og det skal jeg selvfølgelig udføre. Det ville være mærkeligt, hvis jeg sagde: Det synes jeg ikke. Jeg er politisk neutral. For hvis der nu kom en anden regering, som sagde: Vi skal slet ikke gå til kanten, vi skal holde os 20 meter fra kanten, jamen, så gør jeg jo det.
Retsplejeloven slår fast, at justitsministeren er hans overordnede. Men Reckendorffs udtalelser er nye signaler:
- Jeg vil ikke sige, at det er nyt, at vi skal til at implementere regeringens politik. Men det er et fokusområde for mig. Jeg siger det til anklagerne, at det er et fokusområde, at vi skal medvirke til at implementere regeringens politik. Det har vi skullet hele tiden, men jeg tror nok, jeg kan tillade mig at sige, at det ikke er blevet sagt så eksplicit før, siger han til Politiken.
Jørn Vestergaard, professor i strafferet ved Københavns Universitet (KU), har heller ikke hørt noget lignende:
- Ingen rigsadvokat har tidligere givet udtryk for, at det skulle være særlig demokratisk for anklagemyndigheden at være regeringens redskab. Anklagemyndighedens opgave må være at håndhæve lovgivningen objektivt og sagligt, ikke at pleje den til enhver tid siddende regerings politiske dagsorden.
Rigsadvokaten får derimod ubetinget støtte fra Peter Skaarup, Dansk Folkeparti. Han kalder Jan Reckendorffs udtalelser »helt efter bogen« og glæder sig over, at rigsadvokaten bruger stramninger i sager om udvisning af kriminelle som eksempel: »Signalet på det område er klart, og det er godt, at han har forstået det«.
Politiken