Er du træt af at modtage lokal- og gratisaviser, selv om du har et 'Reklamer nej tak'-mærke klistret på hoveddøren? Så er der håb forude. To nye 'Reklamer nej tak'-ordninger er nemlig på vej, og de skal være endnu bedre til at sikre, at folk ikke får smidt uønskede ting ind ad brevsprækken.
"Der er lavet to nye ordninger, som hele branchen støtter. De nye ordninger indeholder nye elementer - bl.a. mulighed for ikke at modtage gratis- og lokalaviser," siger Søren Ravn Jensen, vicedirektør i Post Danmark i en pressemeddelelse.
Folk, der er tilmeldt den gamle ordning, modtager snart et brev med oplysninger om de nye muligheder.
Skulle du af en eller anden grund ikke modtage brevet, kan du fra 1. april tilmelde dig online via Post Danmarks hjemmeside, og inden da tager det lokale posthus sig af tilmeldingerne.
Den gamle ordning ophører d. 27. april i år.