En endnu ikke offentliggjort konsulentrapport slår fast, at der forestår et massivt oprydningsarbejde i Politiets Efterretningstjeneste (PET), efter den tidligere chef Jakob Scharf måtte trække sig fra posten sidste år. Det skriver Ekstra Bladet.
Rapporten peger blandt andet på, at organisationen skal kigges efter i sømmene, og de øverste chefer skal gennemgå lederudvikling for at lære at, at beslutninger ikke skal træffes enevældigt på direktionsgangen, og kommunikation er andet end at lange lodrette ordrer ud til medarbejderne.
Den nye chef i PET Jens Madsen fortæller i et interview til Ekstra Bladet, at han lige har fået den uafhængige konsulentrapport fra firmaet Cairos, og at den i det store hele bekræfter det billede af tilstanden i efterretningstjenesten, som Ekstra Bladet gennem de seneste måneder har afsløret.
- Mange af de ting, der har været skrevet i medierne, har været rigtige. Konsulenterne har lavet en grundig afdækning af problemerne og talt med 50-60 medarbejdere i huset. Og rapporten bekræfter de ting, der har været fremme, fortæller han.
Konsulentundersøgelsen blev sat i gang i november måned sidste år, efter tjenestens mere end 600 politifolk havde nægtet at samarbejde med Jakob Scharf og den øvrige ledelse gennem flere måneder. Selv om den nye politimester kun har siddet i sin chefstol i Søborg i en måned, så har han allerede udlevet nogle af anbefalingerne fra den endnu ikke offentliggjorte rapport.
- Jeg vil gerne have dialog mellem ledere og medarbejdere, så vi får et bedre grundlag for at træffe vigtige beslutninger. Og så et øget fokus på, hvordan vi kommunikere det ud. Begge dele har tidligere været et problem, siger Jens Madsen til Ekstra Bladet.