Lederen for det spanske socialistparti, Pedro Sanchez, bliver sit lands nye premierminister. Det sker, efter en mistillidsdagsorden i parlamentet fredag har fældet Mariano Rajoys konservative regering.
Sanchez lover at rette op på sociale skævheder, der er opstået under flere års økonomiske nedskæringer. Spanien var et af de lande i EU, der blev hårdest ramt af finanskrisen i 2008.
Den 46-årige Sanchez vil muligvis allerede lørdag blive taget i ed af kong Felipe. En regering kan være på plads få dage efter.
Han skal stå i spidsen for den fjerdestørste økonomi i eurozonen på et tidspunkt, hvor EU står over for store og vanskelige opgaver. Blandt dem britisk udtræden af EU og politiske spændinger på kontinentet over de titusinder af migranter, der via Nordafrika kommer til Europa.
På hjemmefronten vil han komme til at lede en mindretalsregering. Det vil blive en meget vanskelig opgave for ham og Socialistpartiet (PSOE) at få andre partier i det spraglede parlament til at støtte reformer.
- Jeg er indforstået med det ansvar, som jeg påtager mig, siger Sanchez til journalister efter afstemningen.
Børsen i Madrid reagerer positivt på skiftet i regeringen og stiger to procent.
Rajoy nåede mere end seks år som premierminister, og det er første gang, siden Spanien blev et demokrati i anden halvdel af 1970'erne, at en siddende premierminister stemmes ud af embedet.
Han faldt som følge af en korruptionsskandale, der havde forgreninger til hans konservative parti, PP.
- Det har været en ære at efterlade Spanien i en bedre tilstand, end den jeg modtog landet i, sagde han til parlamentets medlemmer.
Sanchez, der genvandt posten som formand for PSOE sidste år, siger, at hans regering vil "omdanne og modernisere" Spanien.
Han lover at gøre noget ved socialpolitikken. Det skal komme de unge og ældre til gavns.
I modsætning til Rajoy, der valgte en hård kurs over for Cataloniens separatister og ønsket om uafhængighed, så har Sanchez lovet en åben dialog med den nye catalanske præsident, Quim Torra.
/ritzau/AP