Ny præsident i Peru lover nådesløs kamp mod korruption

- Vi har fået nok nu, siger Martin Vizcarra, som overtager præsidentpost efter at have været vicepræsident.
Perus forholdsvist ukendte vicepræsident, Martin Vizcarra, er blevet taget i ed som landets nye præsident, efter at Pedro Pablo Kuczynski er trådt tilbage som følge af en omfattende korruptionsskandale.
Perus forholdsvist ukendte vicepræsident, Martin Vizcarra, er blevet taget i ed som landets nye præsident, efter at Pedro Pablo Kuczynski er trådt tilbage som følge af en omfattende korruptionsskandale. Foto: Mariana Bazo/Reuters

Perus nye præsident, Martin Vizcarra, vil "for enhver pris" bekæmpe den udbredte korruptionen i landet, lover han efter hans forgænger blev væltet af en bestikkelsessag.

Vizcarra, der overtager præsidentposten efter at han hidtil har været vicepræsident, lægger op til en ny begyndelse med en helt ny regering.

I en appel til kongressens medlemmer beder han om hjælp til at genskabe befolkningens tillid til landets politiske ledere og dets institutioner.

- Vi har fået nok nu, hed det i indledningen af hans indsættelsestale.

Han har overtaget magten efter Pedro Pablo Kuczynski, som midt på ugen meddelte, at han gik af efter at været blevet anklaget for at have modtaget millionbeløb i bestikkelse fra den brasilianske byggegigant Odebrecht.

Den 79-årige Kuczynski er tidligere bankmand på Wall Street i New York. Han skulle på et regionalt topmøde i Peru i næste måned mødes med USA's præsident, Donald Trump.

Topmødet finder sted næsten samtidig med, at blandt andet lærere og læger har bebudet en storstrejke.

Nu bliver det i stedet den forholdsvist ukendte 55-årige Vizcarra, som er ingeniør og politiker fra et fattigt mineområde, der skal mødes med Trump.

Der er dukket videoer op, som viser flere af Kuczynskis allierede, der forsøger at købe en lovgiver til at støtte den nu forhenværende præsident. Til gengæld får lovgiveren løfte om lukrative statslige kontrakter i sit valgdistrikt.

Kuczynski er under anklage for at have løjet om mindst 4,75 millioner kroner, som hans konsulentfirma modtog et årti tidligere fra Odebrecht.

Odebrecht er i centrum for den største korruptionsskandale i Latinamerika. Firmaet har erkendt at have betalt over 4,8 milliarder kroner i bestikkelse til ministre og embedsmænd rundt om i Syd- og Mellemamerika.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.