Pauseknappen er igen i brug i forhandlingerne mellem 3F og Dansk Byggeri om en ny toårig overenskomst for 140.000 ansatte i byggeriet.
Parterne gik hver til sit natten til torsdag og har ikke aftalt et nyt møde. Det skriver de i en fælles pressemeddelelse.
"Byggeriets forhandlere genoptog onsdag morgen forhandlingerne om en ny overenskomst. Forhandlingerne blev afbrudt natten til torsdag, hvor parterne besluttede at tage endnu en tænkepause. Der er ikke aftalt nye møder," hedder det i den kortfattede tekst.
Formand for 3F's byggegruppe Peter Hougård Nielsen var ellers optimistisk, da han tirsdag genoptog forhandlingerne efter tre dages pusterum.
" Vi har lavet en plan for, hvordan vi griber forhandlingerne an, og så tror jeg, vi har fundet fælles fodslag om, hvad der skal lykkes," sagde han til Newspaq.
Det var blandt andet tiltag imod social dumping, der skulle diskuteres under de genoptagne forhandlinger. Men hvad den nye pause skyldes, oplyser parterne ikke.