Inden for de næste tre uger vil Ismail Haniyeh udnævne den nye palæstinensiske samlingsregering med repræsentanter for både Fatah og Hamas. Det lovede den palæstinensiske premierminister fredag, skriver Reuters.
Samtidig advarede diplomater om, at USA ikke vil droppe sanktionerne mod palæstinenserne, selv om der dannes regering, skriver Reuters.
Haniyeh trådte torsdag tilbage som premierminister som et led i en aftale med præsident Mahmoud Abbas, men fik straks til opgave at stå i spidsen for en ny regering. Palæstinenserne håber, at den ny samlingsregering vil kunne forhindre kampe mellem Hamas og Fatah. Siden december har 90 mennesker mistet livet i kampe mellem de to rivaliserende palæstinensiske grupper.