Politiet søger vidner efter endnu en kvinde har oplevet en mand onanere foran hende i fuld offentlighed i Aarhus.
Denne gang skete det på en kirkegård, hvor en mand pludselig sprang frem foran en kvinde.
Manden blottede sig tirsdag for en 24-årig kvinde midt på Vestre Kirkegård.
Dagen før var der også en blotter løs i Smilets By. Det foregik få kilometer derfra i Åbyhøj, hvor to kvinder havde "fornøjelsen" af at møde en onanerende mand midt på en sti.
Mandagens blotter blev beskrevet som "meget behåret mand med topmave". Han havde maskeret sit ansigt med sin t-shirt men blev af de to kvinder vurderet til at være mellem 40 og 50 år. Han bar desuden en kasket.
Ved blotteriet på kirkegården er det et lidt anderledes signalement. Her var blotteren omkring 30/35 år, almindelig af bygning og omkring 180 til 190 centimeter høj.
Han var iført et lyseblåt joggingsæt, en lyseblå kasket og havde en lys eller hvid rygsæk.
Politiet er meget interesseret i at få hjælp fra vidner, der har set noget mandag eller tirsdag. De kan kontaktes på 114.