En person fra banden Værebros Hårde Kerne (VHK) er sammen med flere andre blevet anholdt i en større politiaktion torsdag.
Manden fra banden samt yderligere to personer vil blive fremstillet i grundlovsforhør fredag med krav om varetægtsfængsling, oplyser politiinspektør Kim Kliver fra Task Force Øst under Rigspolitiet
- Vi har foretaget anholdelser i det storkøbenhavnske område og i Trekantområdet, siger Kim Kliver.
Aktionen er sket i samarbejde med den anden specialgruppe, som beskæftiger sig med bander og rockere, nemlig Task Force Vest.
I alt er fem blevet anholdt, men kun de tre skal møde en dommer i Glostrup fredag.
Kim Kliver oplyser, at sigtelserne drejer sig om narkohandel.
Ved aktionen er der fundet både narkotika og penge, oplyser han til Ritzau, men han ønsker ikke at gå i detaljer.
Politiet har tilsyneladende mistanke om, at en person fra VHK skal have leveret narkotika til jyske forbindelser.
/ritzau/