Den tidligere videnskabsminister Helge Sander (V) fortsætter med at dukke op i sagen om den skandaleramte hjerneforsker, Milena Penkowa.
I denne uge er det blevet mere end antydet, at det var Penkowa, som i 2009 stod bag ministerens kritiske spørgsmål til Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme. Årsagen var angiveligt, at rådet havde undladt at støtte Penkowas forskning.
I dag bringer Weekendavisen nye oplysninger, der sætter Sander i forbindelse med Penkowas omdiskuterede videnskabelige løbebane.
Det viser sig, at Sander flere gange fravalgte at placere den estimerede danske professor, Niels Borregaard, i flere forskningsråd.
Weekendavisen påpeger, at professoren i en række år lod være at støtte Milena Penkowas forskning som formand for Novo Nordisk Fondens læge- og naturvidenskabelige komite.
Spørgsmålet er nu, om Sander forbigik Borregaard, når han skulle udpege medlemmer til forskningsråd, netop fordi Borregaard ikke ville støtte Penkowa.
Borregaard var gentagne gange blevet indstillet af eksperter til blandt andet Det Strategiske Forskningsråd. Det betegnes som atypisk, at den daværende videnskabsminister gik uden om de indstillinger.