De får tømmermænd i familie- og forbrugerministeriet lørdag. Ikke på grund af de seneste dages »tumult«, som den nye minister, Carina Christensen (K), i sin tiltrædelsestale fredag kaldte krigen mellem K og DF. Tømmermændene skyldes, at ministeriets julefrokost blev holdt netop fredag, en time efter at det festklædte personale tog imod deres nye minister.
Carina Christensen mødte allerede på sin første dag på ministerposten kontante spørgsmål om den verserende sag, der kører mellem hendes egen Rugballe Møbelfabrik og en konkurrerende virksomhed, der beskylder Carina Christensen for at have kopieret møbler. Af samme grund var noget af det første, den nye minister gjorde på posten, at trække sig fra bestyrelsen og som direktør i virksomheden hjemme på Fyn.
I en velkomsttale til den nye minister kaldte ministeriets departementschef, Henrik Nepper Christensen, Carina Christensen for »hele Danmarks nye mundskænk«. Netop fødevarekvalitet ligger da også højest på den aktuelle dagsorden for den 34-årige minister. Indtil nu har Carina Christensen ikke været blandt de mest kendte konservative, men hjemme på Fyn er hun »verdenskendt«. Her kalder hende driftssikker og ægte konservativ.