I går kom det frem, at syv børn i Sønderborg Kommune er blevet tvangsfjernet. Efter sigende har kommunen ikke reageret på underretninger om vold og misbrug af børnene. Denne sag ligner umistænkeligt sagen fra Brønderslev, hvor kommunen har ignoreret henvendelser fra bekymrede naboer omkring ni forsømte børn.
Derfor vil formanden for Folketingets socialudvalg, Martin Henriksen (DF), kigge kommunerne efter i sømmene. Han kalder socialminister Benedikte Kiær (K) i samråd snarest muligt.
"Vi skal have skabt et overblik over situationen på det sociale område, når der er flere sager fremme, om at kommunerne ikke har grebet ind i tide. Vi skulle meget gerne nå hen til, at ministeriet, og de forskellige myndigheder, reagerer hurtigere end pressen. Sådan at vi kan være på forkant," siger Martin Henriksen til Newspaq.
Han vil have socialminister Benedikte Kiær til at undersøge, om der er andre kommuner, der har behov for at få et par over nakken.
"Der er noget, der kunne tyde på, at man i kommunerne venter for lang tid med at gribe ind. At man ikke tager de underretninger, man får, alvorligt nok. Overordnet er der nok behov for, at kommunerne griber tidligere ind," siger Martin Henriksen til Newspaq.
Sagen fra Brønderslev kom frem, da en 20-årig pige politianmeldte sine forældre for grov vold. Forældreparret er nu varetægtsfængslet, mens deres ni børn er tvangsfjernet.