Den 53-årige Jens Henrik Højbjerg skal tiltræde som rigspolitichef 1. januar, oplyser justitsminister Brian Mikkelsen (K).
Jens Henrik Højbjerg var vicedirektør for Europol, inden han blev politidirektør i Nordjylland.
Før det har han været politimester i Rigspolitiet og vicepolitimester i Grønland.
Torsten Hesselbjerg blev forleden fyret efter at tre større sager havde gjort ham upopulær hos justitsministeren.
I 2006 filmede en bilist ham i en tjenestebil med alt for høj fart, hvilket han først benægtede og siden hen erkendte.
I oktober kom det frem, at han havde forlænget et arbejdsrelateret ophold i Brasilien med en ferie på skatteydernes regning.
For det tredje er han som ansvarlig for politireformen blevet kritiseret for, at der er for få betjente på gaden, og at borgerne ikke kan komme igennem til politiet.