Et nyt mærkningssystem skal gøre det klart, hvilke elsparepærer der er mindst sundhedsskadelige.
'E3light', der er firmaet bag en af de mest sælgende pærer på markedet, kaldet 'Prolight', har i denne uge mærket de af deres pærer, som er fri for flydende kviksølv. På den måde kan forbrugerne få klar besked om sundhedsrisiciene ved de forskellige elsparepærer.
Samtidig er Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) nu på vej med en informationskampagne om de omdiskuterede pærer.
"Nu laver vi først og fremmest den her kampagne for at få sat fokus på nogle af de spørgsmål, der er kommet op i den seneste tids debat om elsparepærer. Men som supplement kunne man sagtens overveje en mærkningsordning.," siger han til Berlingske Tidende.
Senest er det kommet frem at pærer, der indeholder kviksølv i flydende form, kan give nerveskader, hvis pæren slås itu, mens den er varm.
I Elsparefonden er de åbne for mere information på elsparepærerne.
"Der mangler oplysninger på området, og det vil en ordning med øget information på emballagen selvfølgelig kunne afhjælpe," siger civilingeniør med speciale i belysning hos Elsparefonden, Poul Erik Pedersen, til Berlingske Tidende.