Cristiano Ronaldo og Lionel Messi go home. I kan ikke matche Silkeborgs Jim Larsen. I hvert fald ikke, når det gælder om at heade til bolden.
Det mener landsholdets assistenttræner Peter Bonde, der kalder forsvarerens hovedspil for ren verdensklasse.
"Han er jo kæmpe stor og springer helt vildt højt. Min påstand er, at der ikke er mange, der matcher ham, hvis det isoleret set kommer til en hovedstødsduel," siger Peter Bonde til sporten.dk og fortsætter roserne:
"Han har jo en kompetence i verdensklasse i sit luftspil. Det er indiskutabelt. Det er meget, meget okay," siger han.
24-årige Jim Larsen er i øjeblikket med landsholdet i Østrig, hvor han kan få sin første officielle landskamp i morgen aften, efter han imponerede på ligalandsholdets tur til Thailand.
"Vi så, at hans spil med bolden løftede sig ekstremt i Thailand. Han forstod hurtigt, hvordan vil ville have ham til at agere," roser Peter Bonde.
Forsvarsspillerens evner i luftrummet er heller ikke gået ubemærket hen i Silkeborg, hvor fansene har døbt ham 'Jimbojetten'.