To svenske atomkraftværker kan ikke få sikkerheden til at hænge sammen. For to uger siden havde et tredje værk også problemer.
Af Morten Rungeog Sisse Andersen
moru@dny.dk
@BRØD:Så er den gal igen med de svenske atomkraftværker.
Atomkraftværket i Oskarshamn i Sverige meddelte i går før middag, at man på en inspektion har fundet radioaktivt vand et sted, »hvor det ikke forventes«.
Det er ikke tilfredsstillende, siger sikkerhedschef Christer Solstrand ved OKG, der ejer kraftværket. Tidligere i går meddelte et andet svensk atomkraftværk, Ringhals, at en af værkets reaktorer havde haft et lille udslip og derfor blev lukket.
Tredje uheld på kort tid
De danske socialdemokrater ønsker sagen undersøgt.
»Vi er naboland til Sverige, så jeg vil bede miljøministeren om en redegørelse fra den svenske regering, så vi kan få at vide, hvad den vil gøre for at komme problemerne til livs,« siger Mette Gjerskov, der er socialdemokratisk medlem af Folketingets Miljøudvalg, til Berlingske Tidende.
»Vi må vide, hvordan Sveriges regering vil sikre, at danske borgere kan være trygge ved svenskernes brug af atomkraft. Noget tyder jo på, at de ikke selv har helt styr på sikkerheden,« siger hun.
Ringhals ligger 60 km syd for Göteborg og er Nordens største atomkraftværk.
Miljøminister Connie Hedegaard (K) ønskede i går ikke at kommentere sagen. Hun mødes på mandag med sin svenske kollega.
Minister: Sæt FN ind
Så sent som torsdag blev det afsløret, at et tredje atomkraftværk i Forsmark i årevis har udledt alt for meget radioaktivt materiale.
Derfor foreslog den svenske miljøminister Andreas Carlgren torsdag, at FN’s atomenergiagentur, IAEA, skal ransage de svenske atomkraftværker.
Forsmark havde nemlig ry for at være svenskernes sikreste atomkraftværk, og derfor frygter den svenske miljøminister, at det står langt værre til på andre værker.