Det kan være slut med at vente længe på en ambulance. Fra næste måned kan patienter i region Midtjylland og Nordjylland nemlig blive fløjet til hospitalet i en ny lægehelikopter.
Det var meningen, at helikopteren skulle stå klar 1. april - men helikopteren kunne på det tidspunkt ikke leve op til kravene om blandt andet at skulle flyve om natten, skriver Politiken.
Det skyldtes, at leverandøren, SOS International, ikke havde fået installeret en autopilot og udstyr til instrumentflyvning, som muliggør at helikopteren kan lette og lande på trods af dårlig sigtbarhed.
Sjællænderne i Region Hovedstaden har haft et lignende tilbud i et års tid, men deres helikopter flyver kun, når det er lyst.
"Vi er spændte på, hvor meget den kommer til at flyve. I og med at det bliver døgndækket, regner vi med, at den kommer til at flyve mere end Sjællands", siger Christian Boel, afdelingschef for sundhedsplanlægning i Region Midtjylland til avisen.
Det er dog forbundet med problemer at flyve om natten.
Trafikstyrelsen stiller nemlig krav om, at der er særligt etablerede landingspladser, som skal have belægning og belysning til at lande. Det betyder, at man om natten ikke vil kunne lande tæt på ulykkessteder, og patienten må derfor transporteres med ambulance hen til helikopteren.
Kilde: Politiken