Opdateret kl. 09:09
TDC har udnævnt sin nye administrerende direktør. Det er Allison Kirkby, der fremadrettet skal stå i spidsen for teleselskabet.
Hun tiltræder sit nye job til december. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Kirkby kommer dermed til at afløse Pernille Erenbjerg, der meddelte sin tilbagetrædelse, da TDC i maj blev opkøbt af DK Telekommunikation, der dækker over pensionsselskaberne PFA, PKA, ATP og kapitalfonden MacQuarie.
Kirkby er født i 1967 i Skotland. Hun kommer fra en stilling som administrerende direktør i det svenske teleselskab Tele2.
- På vegne af bestyrelsen er jeg meget glad for at meddele, at vi har udpeget Allison Kirkby som ny administrerende direktør for TDC Group, siger TDC's bestyrelsesformand, Bert Nordberg, i meddelelsen.
- Med hendes erfaring fra industrien og hendes visionære lederskab er der ingen bedre person til at lede TDC Group end Allison.
Kirkby har været ansat i Tele2 siden 2014, hvor hun blev finansdirektør. I 2015 blev hun selskabets administrerende direktør.
Pernille Erenbjerg har siden 2011 været medlem af direktionen i TDC. Først som koncernfinansdirektør, siden som viceadministrerende direktør.
I august 2015 overtog hun så posten som administrerende direktør efter Carsten Dilling.
/ritzau/