Køkkenruller, letmælk og pasta kan snart købes oven på en gammel kirkegård i Nykøbing Falster.
Varehuset Kvickly har nemlig fået lov til at bygge på grunden.
Det er nogle borgere særdeles utilfredse med. Blandt andet fordi biskop Monrad, Grundlovens hovedforfatter, ligger begravet på stedet.
- Så skal man grave ham op for at få plads til en køledisk eller en avisstander eller noget andet lort. Samtidig har vi folk her i byen, som har deres søskende begravet på kirkegården, og der mener jeg, at man skal lade de døde være i fred, så længe nogen mindes dem, siger Sven Thorsen, formand for Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling i Nykøbing Falster.
Han peger samtidig på, at byen vil miste sin eneste bypark i centrum.
Striden om kirkegården har stået på i årevis. I 2002 opgav Coop at bygge på pladsen, men nu er planen, at der skal stå et supermarked på grunden i 2008.
Ingen ved, hvor mange lig, der ligger under jorden, men Preben Bonde, meninghedsrådsformand i Nykøbing Falsters Sogn, mener ikke det er mange. Der har nemlig tidligere været bygget på pladsen, siger han. Samtidig har han både hørt årstal som 1945, 1933 og 1916 som året for den sidste begravelse på kirkegården.
- Jeg synes, det er en god beslutning, at der skal bygges en Kvickly. Men jeg har fuld respekt for de gravrester, der ligger der. Hvis der bliver fundet gravrester, så skal de genbegraves, og det er der lavet en plan for, præcis hvordan skal foregå, siger han.
Samtidig er bygningsarealer blevet mindre siden sagen blev debatteret tilbage i 2002. Informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen siger til Kristeligt Dagblad:
- Vi har prøvet at tage en lille smule hensyn til kritikken og vil berøre så lille en del af kirkegården som muligt.