Så er den gal igen. Rigsrevisoren kritiserer igen Sundhedsministeriet. Denne gang for en sag om skattefrie sundhedsforsikringer.
Ministeriet lovede nemlig allerede i juni 2009, at man ville analysere de skattefrie sundhedsforsikringers indflydelse på ventelisterne. For i lovgrundlaget hedder det, at ventelisterne for alle ikke må stige på baggrund af forsikringerne, skriver Information.
Men rigsrevisor Henrik Otbo har endnu ikke set nogen analyse af forholdene, selvom han har rykket for det.
Tilbage i november 2009 fik han besked fra den daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen om, at det "ikke umiddelbart" kan lade sig gøre.
Men det er forkert, siger professor i Sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen.
"Man kan jo se på, hvor mange patienter med forsikringer der er blevet opereret for noget, man normalt ville stå på venteliste for. På den måde kan man jo sige noget om omfanget," siger professoren til Information.
Staten bruger hvert år flere hundreder af millioner på den skattefri ordning, der blev indført i 2002.
900.000 danskere har i dag en privat sundhedsforsikring
Det koster staten 700 millioner kroner i tabte skatteindtægter om året
Kilde: Skatteministeriet