Efter et døgns forlydender er det nu ganske vist.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil fra Folketingets talerstol præsentere et lovforslag, der sænker den kriminelle lavalder til 14 år.
Det fremgår af det lovkatalog, regeringen har udarbejdet i forbindelse med folketingsårets begyndelse i dag den første tirsdag i oktober.
Forslaget kommer til trods for, at et ekspertudvalg for få uger siden anbefalede regeringen, at en sænkning af den kriminelle lavalder ikke vil have den ønskede effekt, nemlig at dæmme op for kriminalitet blandt unge.
Politisk kommentator og tidligere justitsminister Hans Engell sagde sent mandag aften til Nyhedsbureauet Newspaq, at aftalen formentlig allerede er 'handlet af' mellem regeringen og støttepartiet Dansk Folkeparti.
Det betyder, at loven om en sænkning af den kriminelle lavalder sandsynligvis ligger klar i starten af det nye år.
Samtidig vil regeringen have hårdere straffe til personer, der medvirker til kriminalitet "begået af unge under 18 år." Her vælger regeringen at følge et af eksperterne i Ungdomskommissionens gode råd.
Endelig vil regeringen indføre en fodlænkeordning for unge mellem 12 og 17 år.
Alt i alt vil de mange nye tiltag blive dyrt for statskassen. Nærmere bestemt omkring én halv milliard kroner, erfarer politiken.dk.