Alt levende har brug for ilt. Fjerner man ilten, forsvinder livet også. Det princip har kræftspecialist fra Rigshospitalets eksperimentelle enhed, overlæge Hans Skovgaard Poulsen, overført til behandlingen af hjernesvulster på en gruppe af 31 patienter, skriver Politiken mandag.
De 31 patienter havde alle det til fælles, at ingen andre former for behandling havde hjulpet dem. Men ved at forhindre kræftcellerne i at optage ilt, er svulsterne helt forsvundet hos fem af de syge personer.
- Jeg har arbejdet med hjernekræft siden 1993, og jeg har aldrig set noget lignende. Vi er kommet på sporet af et behandlingsprincip, der virkelig virker. Det er meget spændende. Også selv om vi endnu ikke kan sige med sikkerhed, hvordan det vil ende for vores patienter, siger Hans Skovgaard Poulsen til Politken.
Ifølge ham er behandlingen allerede ved at blive brugt på andre kræftsygdomme herunder tyktarmskræft og brystkræft.
Af de 31 personer, der indgår i forsøget, er svulsten helt forsvundet hos fem personer. Over halvdelen af svulsten er forsvundet hos fire personer. Mere end 30 procent af svulsten er forsvundet hos to personer. Hos 15 er sygdommen stabiliseret, mens svulsten er fortsat med at vokse i fem personer.