Det er i dag blevet offentliggjort, at Prins Joachim og hans kone Marie skal være forældre for anden gang.
Men selvom det royale liv umiddelbart lyder som en tilværelse i sus og dus, så bliver det ikke tilfældet for den lille nye.
Barnet vil nemlig blive nummer ti i tronfølgen og får derfor lang vej til livet på første klasse.
"De forpligtigelser man får ved at være medlem af Kongehuset, bliver selvfølgelig mindre og mindre jo længere ned man kommer i rækkefølgen," forklarer Henrik Salling, der er journalist på Billed Bladet.
Det er op til Dronningen, hvem der skal på Kongehusets lønningsliste. Og det er endnu ikke offentliggjort om Joachims børn egentlig får del i statskronerne.
"Der vil blive tale om en prins eller prinsesse, som vil få et ganske normalt liv med et ganske normalt job uden de helt store forpligtigelser over for Kongehuset," siger Henrik Salling.
Han glæder sig over dagens nyhed, som helt sikkert vil få indflydelse på de kommende dage på jobbet.
"Det vigtigste for os lige nu er at få mødt prinsessen. Så vi kan få at vide, hvordan hun har det," slutter han.