Til sidst blev de enige, men det tog sin tid - og resultatet mødes med kriktik.
180 lande underskrev lørdag morgen på klimatopmødet på Bali i Indonesien en køreplan, der skal føre til en ny global klimaaftale på topmødet i København i 2009. Køreplanen blev dog efter pres fra USA noget anderledes end de første forslag lød på.
I aftalen har man blandt andet droppet tre CO2-målsætninger fra FNs Klimapanel. Det skriver Tv2.dk.
Problemerne med at nå til en aftale skuffede FNs generalsekretær Ban Ki-Moon, der under nattens forhandlinger gik på talerstolen for at lægge pres på deltagerlandene.
- I har arbejdet hårdt de seneste dage og nætter. Men lad mig sige det klart: Arbejdet er ikke færdigt. Jeg er skuffet over manglen på fremskridt, sagde Ban Ki-Moon.
Også FNs klimachef, Ivo De Boer, fik nok af de svære forhandlinger og forlod på et tidspunkt salen i protest med tårer i øjnene.
Få timer senere tilsluttede USA sig kompromisaftalen, men ikke uden fingeraftryk, der skuffer de danske græsrødder.
- Aftalen er fuldstændig udvandet. USA har de sidste dage trukket al ambition ud af dette papir, der kun har en vag henvisning til IPCC (FNs Klimapanel, red.). Det er dybt skuffende, at der stadig findes lande, der ikke tager klimaet alvorligt. Målsætningen om at opnå en ambitiøs klimaaftale er blevet meget vanskeligere, siger John Nordbo, klimamedarbejder i WWF Verdensnaturfonden ifølge Tv2.dk.