I dag er har trafikselskaberne det sidste ord, når en passager klager over en bøde eller forsinkelser. Dermed har passagererne været magtesløse, hvis de var utilfredse med afgørelsen.
Men fra næste måned kan danske passagerer få en saglig og upartisk vurdering af udfaldet af deres klager i det nyoprettede Ankenævnet for Bus, Tog og Metro.
Nævnet er opstået i et samarbejde mellem selskaberne bag bus, tog og metro og Forbrugerrådet. Og er ment som et ankenævn for passagererne, hvor et hold af eksperter tager stilling til, om trafikselskabets afgørelse i klagesagen er korrekt.
"Forbrugerrådet er meget glade for det nye ankenævn, og vi håber, at det er med til at give bedre service i dagligdagen. Det er positivt, at branchen påtager sig et ansvar," siger Camilla Hersom, der er formand for Forbrugerrådet.
Dermed ændrer oprettelsen af nævnet ikke ved, at utilfredse passagerer først skal indgive en klage til det pågældende trafikselskab. Det nye ligger i, at passagerne kan få et uvildigt skøn af retfærdigheden ved afgørelsen.
Det koster et gebyr på 160 kroner at få sin klage behandlet. Drejer klagen sig om et beløb under 160 kroner, er gebyret 80 kroner.