Vi skal til at betale fire gange så meget for den samme mængde sport i tv.
Det bliver resultatet, når den nye sportskanal TV 2 Sport erstatter den nuværende Viasat Sport 1 på kabelnettet. Det skriver dagbladet Politiken.
Prisstigningen er vurderet ud fra det krav, som TV 2 lægger på forhandlingsbordet overfor TDC. TV 2 vil have 25 kroner pr husstand om måneden for den nye kanal, hvilket er godt fire gange dyrere, end prisen for den nuværende sportskanal, Viasat Sport 1.
Men ydelsen matcher ikke den dyrere pris, mener Søren Birksø, direktør for Forenede Danske Antenneanlæg, som repræsenterer 425.000 husstande i 350 danske antenneanlæg.
For selvom sportsudsendelser fra TV 2 Zulu og Viasat Sports tre kanaler bliver samlet på den nye kanal, så bliver alle golf-udsendelserne flyttet over på den nye golf-kanal.
»De går sammen om at lave en fælles kanal med det samme eller et reduceret indhold bare under nyt navn for så at firedoble prisen«, siger Søren Birksø Sørensen til Politiken.
Økonomidirektør i TV 2 Sport, Anders Kronborg, kan ikke sige noget om sagen. Fusionskanalen skal først godkendes af konkurrencestyrelsen, som vil vurdere, om der er tale om monopolvirksomhed, og indtil en afklaring foreligger, kan han ikke udtale sig.