Vores arbejdsmoral er stærkt truet af hippiesnak om stress, mobning og psykisk arbejdsmiljø, meddeler foreningen Folkebevægelsen mod Arbejdsmiljø i disse dage i avisannoncer, radiospots og på internettet.
Formanden for foreningen, I.B Hundsemann, siger på foreningens hjemmeside www.stopklynkeriet.nu, at »de tofu-gnaskende hippier i Arbejdsmiljørådet er ved at ødelægge vores arbejdsmoral med deres flæberi om stress og psykisk arbejdsmiljø.«
Kun for sjov
Det hele er dog kun for sjov.
Hverken foreningen eller I.B Hundsemann findes i virkeligheden. Det er noget, Arbejdsmiljørådet har fundet på.
Peter Persson, specialkonsulent i Arbejdsmiljørådet, siger:
»Alt sådan noget med arbejdsmiljø og regler og love er jo ret usexet. Så vi måtte tænke alternativt for at få folks opmærksomhed.«
Derfor valgte arbejdsmiljørådet at vende tingene på hovedet og skabe den fiktive forening mod arbejdsmiljø.
»Vi håber, at den gode, danske humoristiske tilgang kan få folk til at trække på smilebåndet og også tænke lidt nærmere over arbejdsmiljøet, og hvordan det ville være, hvis der virkelig ingen regler var på området,« siger Peter Persson.