Ny i job: Pompeo kræver budgetplaner fra Nato-lande
Mike Pompeo, USA's nye udenrigsminister, er fredag i godt humør under en pressekonference i Bruxelles. Her har han deltaget i Natos udenrigsministermøde - blot dagen efter, at han officielt har fået jobbet. Foto: John Thys/AFP
Pompeo fastholder et pres på medlemslande om at levere et markant højere militærbudget efter Nato-møde fredag.

Han har kun været udenrigsminister i knap et døgn. Men der har i den grad været fart under vingerne på USA's nye minister, Mike Pompeo, i løbet af de seneste 24 timer.

Højrefløjshøgen kræver således allerede kort efter et Nato-udenrigsministermøde i Bruxelles fredag, at medlemslandene fortsætter med at fokusere på et højere militærbudget og lever op til deres ansvar.

- Europæiske nationer bliver nødt til selv at løfte det nødvendige ansvar for deres egen sikkerhed. Det er kritisk, at de opfylder deres forpligtelser.

- Det er nu op til hver af de allierede at leve op til deres løfte ved at præsentere en troværdig plan inden topmødet i juli for, hvordan de vil leve op til den aftale, siger han.

Aftalen, som Pompeo henviser til, er et løfte om et højere militærbudget, som medlemslandene gav for fire år siden.

Inden for ti år skal de arbejde i retning af at bruge minimum to procent af deres bruttonationalprodukt (bnp) på forsvaret.

I Danmark ligger Forsvarets budget dog kun på 1,3 procent, og kun få lande har nærmet sig løftet om de to procent.

Det skal der laves om på, lyder budskabet fra Pompeo.

Han anses for at være lidt af en høg, når det kommer til hans barske profil i det internationale samarbejde.

Det gælder eksempelvis hans ønske om at skrotte atomaftalen med Iran.

Men den 54-årige udenrigsminister har også antydet, at USA skal iværksætte en skrappere linje over for Rusland.

Og i netop denne sammenhæng er han er på bølgelængde med Nato, lyder det fra den nye udenrigsminister.

- Rusland truer allierede og partnere - både militært og med en aggressiv kampagne om at underminere vestlige demokratiske institutioner.

- I lyset af Ruslands uacceptable handlinger, er Nato endnu mere uundværlig end før, siger han.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har ellers tidligere kritiseret Nato for at være "forældet".

I stedet sender Pompeo fredag et signal om, at alliancen er en vigtig amerikansk prioritet - landene skal dog ikke glemme at leve op til USA's høje forventninger til samarbejdet.

Den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), deltog også i Nato-mødet i Bruxelles.

Det gav anledning til korte samtaler med den amerikanske udenrigsminister, lyder det fra Samuelsen.

- Jeg har fået et positivt indtryk. Det er et meget godt signal at sende, at han prioriterer at tage herned som det første.

- Det viser, at amerikanerne prioriterer det her. Det er jo langt væk fra det, man frygtede efter valgkampen, siger Samuelsen, der giver udtryk for, at den hidtidige CIA-direktør deler flere politiske fælles interesser med Danmark.

/ritzau/