Indholdstilbud fra Øresund News distribueret af Ritzau.
INFO: Anvendelse af Ritzaus ekstratjeneste og materiale herfra forudsætter accept af vilkårene i bunden af denne meddelelse.
**** RITZAU EKSTRA ****
Ansvaret for indkøb af Øresundstogtrafik overdrages til Skånetrafiken, hvilket er et naturligt valg, da de fleste passagerer ombord på togene er svenskere, siger Danmarks Transportminister Ole Birk Olesen (LA) i forbindelse med underskrivelse af aftalen i dag på Malmø Centralstation.
– Det betyder dog ikke, at interessen for togtrafikken over Øresund forsvinder fra dansk hold, tilføjer ministeren til underskrivelsesceremonien.
Økonomisk set deles ansvaret stadig mellem det danske transportministerium og Skånetrafiken.
Udover ministeren var regionrådsformand for Region Skåne, Henrik Fritzon (S), også til stede. Han underskrev aftalen på vegne af Region Skåne.
– I dag er en vigtig dag for Øresundstogtrafikken, da denne aftale skal styrke integrationen i Greater Copenhagen. Vores ambition er et stærkt samarbejde mellem Danmark og Sverige, og det sikrer vi blandt andet gennem en god infrastruktur landene imellem, supplerer Henrik Fritzon under ceremonien.
Aftalen indebærer, at ansvaret for indkøb af togtrafik nu ligger hos Skånetrafiken, og trafikdirektør for Skånetrafiken, Linus Eriksson, forventer, at aftalen træder i kraft december 2020.
– Når aftalen træder i kraft 2020 vil der gå fire Øresundstog i timen til sammenligning med de tre, der kører i dag. I myldretiden vil der gå seks tog i timen, ligesom der gør i dag, så på den front er der ingen ændringer, siger Linus Eriksson til News Øresund efter underskrivelsesceremonien var afsluttet.
Frem mod 2022 vil Øresundstogtrafikken fortsat håndteres af begge landes operatører, men herefter vil det fulde ansvar for indkøb af togtrafik overgå til Skånetrafiken, tilføjer han, og her vil Øresundstogene desuden stoppe med at fortsætte ud af Kystbanen, som de ellers gør i dag. Det betyder, at togene får Østerport som dansk endestation.
Denne historiske aftale er sat til at vare i otte år, forklarer Linus Eriksson, der samtidig peger på en anden aftale om nye togsystemer langs Øresundsstrækningen. Fra 2023 forventer Skånetrafiken at gå i luften med togsystemet ”System 3”, som indebærer indkøb af seks dobbeltdækkede tog, der skal imødekomme fremtidige kapacitetsproblemer.
(News Øresund – Nicklas Bunck Sørensen Andersen)
http://www.newsoresund.dk/ny-historisk-aftale-om-oeresundstog-skal-sikre-flere-afgange-over-broen/
Redaktionel kontakt:
Redaktionen News Øresund
tlf.: +46 (0)40 30 56 30
e-mail: redaktion@oresundsinstituttet.org
Øresund News