Grafitti med teksten '69 dansk kultur' kan ikke vaskes af HC Andersens gravsten, og derfor bliver stenen sandsynligvis hugget om.
Facaden hugges af og indskriften hugges ind i sandstenen igen. Det oplyser Flemming Tschuriloff, leder af Center for Kirkegårde i Københavns Kommune, til Avisen.dk.
- Malingen er trængt så dybt ind i sandstenen, at vi ikke kan vaske det af med kemikalier. Vi tør ikke blive ved med at skubbe på den, forklarer han.
- Men foreløbig har vi ladet skriften blive til skam og skændsel.
Københavns Kommune formoder, at gerningsmændene er unge fra ungdomshusmiljøet, der er utilfredse med, at kommunen er begyndt at rense muren rundt om Assistens Kirkegård for grafitti.
Flemming Tschuriloff forklarer, at der var enkelte andre tilfælde af grafitti i dagene efter, at HC Andersens grav blev skændet i begyndelsen af juli, men at der siden har været fredeligt på kirkegården.
Det er dog ikke den originale udgave af HC Andersens gravsten, der nu skal hugges om. Det er en kopi, som blev lavet i 1983, fordi den oprindelig sten også var blevet udsat for hærværk. Dengang blev stenen væltet og knækket i tre stykker.