"Alt Gives Bort - så jeg kan få bistand," skriver 'Jonas Hansen' i en Facebook-gruppe.
Her har knap 1.000 brugere meldt sig ind , for at støtte hans sag eller få nogle af Jonas Hansens ting. Han påstår nemlig, at han ikke kan få bistand, fordi han har værdier for mere end 10.000 kroner.
Mange har skrevet til Jonas Hansen, der også har svaret på flere af kommentarerne. Men det er i virkeligheden A-kassen med det mundrette navn 'Min A-kasse', der har skrevet for Jonas Hansen. Og formålet har været at punktere en myte.
"Nemlig den myte om, at man automatisk er berettiget til kontanthjælp, hvis man mister sit arbejde. Sådan er det ikke," slår kommunikationschef Simon Bauer fast overfor Newspaq.
Den falske Facebook-gruppe kommer efter flere fejlslagne kampagner, der ikke har virket.
"Uvidenheden er den samme. Det har ikke rykket sig på to år, på trods af at der er lagt rigtigt mange kræfter i at informere på traditionel vis om de her regler, og derfor har vi så valgt at prøve at informere på en mere utraditionel måde ved at tage Facebook-mediet i brug," siger kommunikationschefen.
Han slår samtidigt fast, at flere af dem, der har skrevet for at få fingre i nogle af Jonas' ting, rent faktisk har fået noget udleveret. Blandt andet har A-kassen givet et akvarium, nogle flybilletter og et strygebræt væk.