En ny rapport fra BUILD-instituttet ved Aalborg Universitet tegner et blandet billede af de omfattende omdannelser, som 15 danske boligområder blev pålagt i 2018. Forskerne følger udviklingen over ti år, og lidt over halvvejs i perioden viser tallene store forskelle mellem områderne.
Mjølnerparken i København er det eneste område, der allerede har nået målet om at nedbringe andelen af almene boliger til 40 procent inden 2030. Andre områder er stadig i startfasen. Ifølge rapporten er det markant nemmere at tiltrække investorer og gennemføre store byggeprojekter i områder tæt på København og Aarhus, mens mellemstore provinsbyer har langt sværere ved at nå målet.
Forskningen viser, at omdannelserne lever op til politikernes målsætninger om fysisk forandring. Men prisen er ifølge rapporten utryghed blandt beboerne, tab af eksisterende fællesskaber og nye sociale skel mellem gamle og nye beboere.
Seniorforsker Mette Mechlenborg fra BUILD knytter forskningen sammen med en kommende dokumentarfilm om Tingbjerg, et af de 15 områder:
- Dokumentarfilmen Tingbjerg Eksperimentet er en fornem skildring af det, vores følgeforskning også viser: Når alt kommer til alt, så handler parallelsamfundslovgivningen om helt konkrete hverdagserfaringer, om møder mellem mennesker, og om de udfordringer, muligheder og håb, de har for deres liv og deres hjem. Filmen viser at integration går begge veje, siger hun.
Dokumentarfilmen 'Tingbjerg Eksperimentet', der følger et forsøg på at give familier udefra adgang til at købe boliger i bydelen relativt billigt, kan ses på dr.dk.