Nu kan sexfrustrerede par på jagt efter kvindens erotiske knap ånde lettet op på lagnerne.
For ifølge britiske forskere kan vi lige så godt holde op med at lede efter det berømte og berygtede G-punkt. Det findes nemlig slet ikke.
Forskerne har studeret 1.804 kvinder og har ikke kunne finde noget som helst bevis på, at den sagnomspundne orgasmeudløser findes. Det skriver den britiske avis Daily Mail.
"Det er fuldstændig uansvarligt at hævde, at der skulle findes et særligt punkt, som egentlig aldrig er blevet bevist," siger en af forskerne Andrea Bulli. Hun mener, at myten om G-punktet har sat mange mænd og kvinder under pres i soveværelset.
Kvinderne i alderen 24-83 år udfyldte et spørgeskema om deres sexliv. Iblandt dem var også enæggede tvillinger, der som bekendt deler de samme gener. Nogle af dem mente helt bestemt, at de havde fundet deres hellige sexgral, mens deres tvillingesøster ikke havde. På den baggrund konkluderede forskerne, at al snak om G-punkt er noget vås: Hvis det fandtes skulle begge enæggede tvillingesøstre have fundet det.
Men professor og sexolog Beverly Whipple, som satte G-punktet på sexlivets skattekort i 1981, har ikke meget tilovers for de nye opdagelser. Konklusionerne rummer flere videnskabelige problemer, hvoraf det største er, at tvillingerne som oftest ikke har den samme partner at dyrke lagengymnastik med.
G-punktet er opkaldt efter den tyske gynækolog Ernst Grafenberg, der påstår at have fundet den kvindelige erogene zone i 1950.