Den kinesiske hovedstad Beijing har planer om at overtage hovedrollen som motorsportens nationale midtpunkt fra økonomisk stærke Shanghai, men da det hele skulle skydes i gang fredag, viste det sig, at banen er livsfarlig.
Det ene hårnålesving på banen er nemlig så smalt, at bilerne slet ikke var i stand til at at komme rundt - selv med meget lav hastighed - og de to første kørere røg simpelthen af, skriver TV2.dk. Det gik dog ikke værre end, at der blot var tale om materiel skade, men efter de to uheld blev al yderligere kørsel på banen indstillet.
Arrangørerne var tilsyneladende blevet advaret på forhånd, men havde altså valgt at tro banens konstruktør, der bedyrede, at alt var i skønneste orden.
Nu skal banen bygges om, og det betyder, at planen, om at få det kinesiske Formel 1 Grand Prix flyttet fra Shanghai til Beijing senest i 2008, går i vasken.