Charlotte Bach Thomassen vinder formandskabet i idrætsorganisationen DGI, der har 1,5 millioner medlemmer. Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.
Charlotte Bach Thomassen vandt overbevisende med 215 af de fremmødte delegeredes stemmer imod modkandidat Mogens Kirkebys 92.
Den nyvalgte formand er begejstret over opbakningen og er ikke i tvivl om, hvad hendes første fokusområde skal være:
- Det første, der får min fulde opmærksomhed, er vores indsats for børn og unge. Vi skal have udlignet de store kommunale forskelle, der er i børn og unges deltagelse i foreningslivet på tværs af landet, siger Thomassen.
På årsmødet blev det besluttet at afsætte 70 millioner kroner til indsatsen.
Det er ikke Thomassens første væsentlige formandspost. Inden hun blev næstformand i DGI, var hun i en årrække generalsekretær i Det Danske Spejderkorps.
Til gengæld er det første gang nogensinde, at en kvinde står i spidsen for en af de store danske idrætsorganisationer, lyder det i pressemeddelelsen.
Hendes næstformandspost bliver overtaget af Nels Petersen fra Hillerød.
Dansk Gymnastik- og Idrætsforening har eksisteret i over 150 år.
Afgående formand Søren Møllers 17 år som spydspids har præget DGI markant.
Blandt andet har han været bannerfører for i 2007 at sammenlægge 23 amtsforeninger til 15 såkaldte landsdelsforeninger samt et større samarbejde med Dansk Idræts-Forbund (DIF), som traditionelt har været opfattet som rival.
Samtidig er det ændringer, som eksperter har kritiseret over for Altinget og Ritzau, da det har øget professionaliseringen af den ellers folkelige organisation.
- På et tidspunkt tror jeg, at man er nødt til at lægge kursen radikalt om, eller også bliver man lige så stille opslugt, fordi man ikke længere har nogen folkelig basis tilbage, der vil kæmpe for organisationen, siger tidligere direktør i Idrættens Analyseinstitut Henrik Brandt til Altinget.
/ritzau/