Der skal postes millioner af kroner i den danske natur – for selvom Danmark er rigere end nogensinde før, har vi en fattig natur.
Det mener folkene bag en ny fond, Aage V. Jensens Naturfond, der vil give vilde planter og dyr en hjælpende hånd. Foreløbig er fonden blevet sparket i gang med 650 millioner kroner i ryggen, skriver Berlingske Tidende.
»Vores samfund har genereret så mange ressourcer, at en større del af dem burde gå til at sikre, at den natur, vi skal aflevere til børn og børnebørn, har minimum lige så rigt et indhold, som den vi modtog,« siger et af fondens medlemmer, Nils Wilhjelm til avisen.
Han er tidligere konservative industriminister og var i 2001 formand for et udvalg om den danske natur. Det udvalg slog fast, at kvaliteten af den danske natur ikke tidligere har været så ringe, og derfor skal der postes flere penge ud i vandløb og skove. Miljøminister Connie Hedegaard (K) er begejstret for et supplement til den offentlige naturbeskyttelse.