Der er sket et yderligere skridt i sagen om dobbeltdrabet på ægteparret Heidi Nielsen og Bjarne Johansen i april i år.
"I går anholdte vi en 35-årig mand, som vi i dag har fremstillet i retten i Odense, og ham har vi sigtet for at være i besiddelse af et oversavet jagtgevær samt en maskinpistol, der er identisk med den maskinpistol, der blev fundet ud ved Langesø, og som er anvendt til drabet på Heidi Nielsen og Bjarne Johansen,"siger Henrik Justesen, efterforskningsleder ved Fyns Politi til Newspaq.
Han bekræfter ligeledes, at det er en, der er i familie med den allerede dobbeltdrabssigtede, men vil ikke bekræfte, det er broren til den sigtede, som det har lydt flere steder.
Manden, der er blevet sigtet for besiddelse af de farlige våben, sad i forvejen varetægtsfængslet for vold, oplyser Henrik Justesen.
Efterforskningslederen understreger, at der ikke er nogle sigtelser om medvirken til drab men altså kun våbenbesiddelse.
Sigtede nægter sig skyldig, men er blevet varetægtsfængslet til den 15. august i sagen.