Sammy Lee er færdig som assistenttræner for det engelske fodboldlandshold.
Det meddeler Englands Fodboldforbund (FA) tirsdag.
Sammy Lee er nok mest kendt for sin tid som Liverpool-spiller i 1970'erne og 1980'erne.
Den 57-årige tidligere spiller sagde ja til at følge med som assistent for det engelske landshold for anden gang i karrieren, da Sam Allardyce i sommer blev udnævnt til engelsk landstræner.
Allardyce holdt dog kun kort tid i jobbet, og for nylig blev Gareth Southgate udpeget til fast engelsk landstræner i en fireårig periode.
Southgate fungerede i efteråret som midlertidig landstræner, og her arbejdede han også sammen med Sammey Lee, der første gang indtog rollen, da svenske Sven-Göran Eriksson var engelsk landstræner.
- Jeg følte, at det var vigtigt for mig at bringe min egen trænerstab, og det respekterer Sammy (Lee, red.) fuldt ud, siger Gareth Southgate i meddelelsen.
Her takker Sammy Lee også for tiden som assistenttræner i FA.
Forbundet oplyser, at man snarest vil offentliggøre hvilke trænere, der indgår i Southgates stab.
Gareth Southgate indgik i slutningen af november en kontrakt, der gør ham til engelsk landstræner frem til sommeren 2020.
/ritzau/