Den kendte samfundsdebattør Per Michael Jespersen bliver tænketanken Ceveas nye direktør.
56-årige Per Michael Jespersen, der kommer fra en stilling som redaktionschef på Politiken og tidligere har været chefredaktør på Ugebrevet A4, har i en årrække markeret sig i debatter om blandt andet ulighed, offentlig velfærd under pres og unges studievalg.
Når han 1. maj sætter sig i direktørstolen i Cevea, har han en klar ambition: Højrefløjen skal have kamp til stregen.
- Cevea skal være et laboratorium, der udvikler dagsordensættende analyser og ideer, der giver højrefløjen kamp til stregen og sparker velfærdsmodellen videre, siger Per Michael Jespersen i en pressemeddelelse.
Den nye direktør brænder for 'den unikke danske velfærdsmodel', men han oplever, at den slår sprækker med 'øget ulighed, utryghed, svækket social mobilitet, voksende kløfter og en offentlig velfærd under pres'.
- Det stiller krav om nye progressive løsninger og måder at udvikle politik på, mener direktøren, der også vil gøre Cevea til stedet, hvor fremtidens meningsdannere bliver uddannet. Også dem uden lange uddannelser i bagagen, pointerer han.
Cevea, Centrum Venstre Akademiet, blev grundlagt i 2008 som en modpol til den borgerlige, liberale tænketank Cepos. Cevea, der løbende udgiver analyser, er finansieret af fagbevægelse, organisationer, fonde og private medlemsbidrag.