Tirsdag morgen fløjter Ole Vive, borgmester i Faxe Kommune, afgangssignalet for et særligt tog fra Haslev Station.
Toget er det første på en ny togforbindelse mellem Næstved og København.
Den nye forbindelse er blevet mulig, efter at Trafikstyrelsen har godkendt Banedanmarks nye digitale signalsystem.
- For pendlerne på mellemstationerne mellem Næstved og Køge Nord betyder det, at de nu vil få en direkte adgang til København, siger Robert Hansen. Han er formand for Næstved Pendlerklub.
Indtil nu har den eneste direkte forbindelse mellem Næstved og København kørt over Roskilde.
Passagerer på stationer mellem Næstved og Køge har derfor skulle skifte tog i Køge, hvis de skulle til København.
- Vores kunder, der rejser mellem eksempelvis Haslev og København, sparer en halv times transport om dagen og slipper for at skifte tog undervejs, siger Per Schrøder, driftsdirektør i DSB, i en pressemeddelelse.
Hos Banedanmark håber man, at det nye signalsystem vil betyde færre forsinkelser.
- Det gamle sikringsanlæg er den enkeltstående største årsag til forsinkede tog i Danmark, siger signaldirektøren i Banedanmark, Janus Steen Møller, i en pressemeddelelse.
- Derfor vil udskiftningen også af den årsag komme passagererne til gode. Men som med andre systemer vil der selvfølgelig være en indkøringsperiode.
Hos pendlerne er håbet ligeledes, at ændringen fremover vil betyde færre forsinkelser.
- Helt overordnet håber vi, at det nye signalsystem vil betyde, at der bliver væsentlig større stabilitet og sikkerhed på strækningen, siger Robert Hansen.
Det nye signalsystem hedder European Rail Traffic Management System (ERTMS). Det skal harmonisere signalsystemerne i hele Europa.
De næste strækninger, som Trafikstyrelsen skal godkende til at benytte det digitale signalsystem, bliver Esbjerg-Holstebro og Skjern-Herning.
/ritzau/