»På med nytårshat og nissehue og deltag i stille og roligt
optog til Ungdomshuset!«
Sådan lyder opfordringen fra »Nørrebrogruppen for
plads til alle«, der sammen med »Borgergruppen for Ungdomshuset« arrangerer en
fredelig demonstration 30. december.
Målet er at fortælle de københavnske
politikere, at Ungdomshuset på Nørrebro bør bevares.
»Vi er vrede, meget
vrede, på det politiske flertal på Københavns Rådhus, fordi politikernes
håndtering af Ungdomshus-krisen har to triste konsekvenser,« skriver
Nørrebrogruppen.
»København står overfor at miste et uvurderligt
kulturcentrum, der hvert år giver oplevelser til tusinder gennem alt fra
børnenes fastelavnsfest, billig folkekøkken, gøgl, debatarrangementer, skæve
film, visesang og til frygteligt larmende punkmusik. Et unikt hus hvis lige ikke
findes andre steder i byen. København risikerer en ny periode med rodløse unge,
gadekampe og social uro af ukendt voldsomhed og varighed,« fortsætter gruppen.
Optoget starter ved Sankt Hans Torv den 30. december klokken 15.00.
Det
er ikke kun i København, at der er støtteaktioner for Ungdomshuset. Europæiske
autonome udtrykker deres solidaritet med deres danske venner. Efter sidste
weekends voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politi på Nørrebro, blev
konsulatet i den norske by Bergen overmalet med slogans som ’Ungeren bli’r’ og
’Al facisme skal knuses’.
Ifølge Politiken.dk er flere danske ambassader i
europæiske lande blevet ramt af malingbomber og graffiti. Både i Helsingborg,
Zürich og Oslo er der i den forløbne uge blevet malet graffiti, tegnet
anarkisymboler og kastet maling mod repræsentationerne. I Berlin demonstrerede
en lille gruppe foran den danske ambassade.
Både i Norge og Tyskland har
autonome opfordret til at støtte de danske unge, og nu slutter Frankrigs
autonome miljø sig til ved at sende en opfordring til ligesindede i
Europa:
»Vi opfordrer alle til højlydt at udtrykke indignation over den
danske stat. Sig det med ord, sig det med aktioner,« lyder det fra Frankrig,
skriver Politiken.dk.