Så er der tilføjet endnu et navn på listen over folk, der gerne vil stille op for Demokraterne i kampen om, hvem der bliver den næste præsident af USA. Det er Senator Chris Dodd fra østkyststaten Connecticut, der har meldt sig klar til kampen.
»Jeg ved, hvordan det skal gøres. Jeg ved, hvad der skal gøres. Jeg vil tage ud og tale min sag,« siger han ifølge nyhedsbureauet AP.
62-årige Chris Dodd beskriver dog sig selv som en ukendt størrelse blandt Demokraterne. I forvejen har fire andre meldt deres kandidatur, men flere kommentatorer venter, at de mere kendte senatorer Hillary Clinton og Barack Obama vil stille op.
Næste gang amerikanerne går til stemmeurnerne bliver i november 2008, men det er først få måneder forinden, at partierne skal lægge sig fast på en kandidat. Efter at have siddet i to perioder kan den nuværende republikanske præsident, George W. Bush, ikke stille op igen.