Den første danske avis på arabisk er snart på gaden.
På fredag udgiver Kast Media en avis om danske samfundsforhold på arabisk.
Den nye avis hedder AL Khabar (nyhed, red.) og vil ligesom selskabets tyrkiske avis Haber være gratisomdelt, tabloid og finansieret af annoncer.
Den vil udkomme over hele landet og blive distribueret i moskéer, klublokaler, indkøbscentre, grønthandlere og andre etniske butikker.
Al Khabar skal udkomme en gang om måneden og give plads til danske nyheder og debat, samt oplysninger om diverse områder i dansk samfundsliv.
AL Khabar udgives af Kast Media som i forvejen udgiver den tyrkiske Haber.
Sadi Tekelioglu, administrerende direktør i Kast Media, siger, at der efterhånden er lige så stor indvandrergruppe med arabisk baggrund i Danmark som den tyrkiske.
- Det giver et godt grundlag for at afprøve hvorvidt der er interesse for en sådan avis hos læserne og annoncørerne. I første omgang skal vi lave tre udgivelser, hvorefter vi skal tage stilling til om vi skal fortsætte, siger han i en pressemeddelelse.
Han oplyser, at den nye avis udelukkende vil beskæftige sig med en dansk dagsorden.
- Vi vil gerne bygge bro mellem danskere og arabisktalende indvandrere og efterkommere, ligesom vi også vil hjælpe med kommunikation mellem den første, og anden og tredje generation indvandrere med arabisk baggrund i Dnamrk. Vi skal ikke beskæftige os med storpolitik og religiøse stridigheder i Mellemøsten. Integration af herboende arabiske indvandrere haster meget mere end stillingtagen til mellemøsten, siger Cengiz Kahraman, som er ansvarshavende chefredaktør for begge aviser.
Han understreger, at filosofien var den samme, da man lancerede den tyrkiske Haber som ugeavis i 2003. Nemlig at holde avisens spalter fri for de sociale og politiske diskussioner i Tyrkiet.
- Det har vi valgt helt bevidst og insisterer på det. Vi vil fokusere på vores dagligdag og fremtid i Danmark i stedet, siger Cengiz Kahraman.