Thomas Frank, har kun rosende ord tilovers for sin forgænger, Auri Skarbalius, som han mandag aften erstattede som cheftræner i Brøndby IF.
- Jeg vil gerne rose Auri helt sindssygt meget, siger den nye Brøndby-træner og tilføjer:
- Jeg synes, at både han og Bent Christensen (assistenttræner, red.), som heller ikke skal være her mere, har leveret et fantastisk stykke arbejde under et forholdsvist voldsomt pres fra medierne og andre interessenter under umenneskelige vilkår.
- At kunne overleve i den situation er helt unikt. Jeg vil meget gerne rose de to og selvfølgelig staben omkring holdet, lyder det fra Thomas Frank.
Auri Skarbalius blev ansat som cheftræner i Brøndby tilbage i oktober 2011, efter klubbens ledelse havde besluttet at fyre den daværende cheftræner, Henrik Jensen.
Men det lykkedes aldrig den litauiske træner at løfte Brøndby-mandskabet.
Med to slutplaceringer lige over nedrykningsstregen de sidste to sæsoner, har der længe hersket tvivl om, hvorvidt Skarbalius havde en fremtid i Brøndby.
Og det tog også kun fire timer for den nye bestyrelse, der blev valgt sent mandag eftermiddag, at fyre både Auri Skarbalius og klubbens sportschef Ole Bjur.
Samtidig afslørede den nye klubledelse, at Thomas Frank, der har stået i spidsen for det danske U/19-landshold siden sidste sommer, overtager trænerposten.
- Jeg har gjort mig mange overvejelser om at tage jobbet. Men som jeg ser det, så er timingen fantastisk. For et års tid siden havde jeg seriøst overvejet, om det var det rigtige.
- Men nu er det en ny bestyrelse, ny ledelse og ny start. Så det kan ikke blive bedre, siger Thomas Frank.
Den nye Brøndby-træner har sin første træning med holdet torsdag.
/ritzau/