I en endnu ikke offentliggjort bog optrapper Venstres folketingsmedlem Jan E. Jørgensen partiets interne uenigheder om udlændinge- og værdipolitikken. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.
Under titlen ”En ægte liberal” går han personligt i rette med flere af sine egne partifæller og genopliver en række indre stridspunkter i Venstre. Det gør han på trods af, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) så sent som på partiets sommergruppemøde den 17. august indskærpede, at venstremedlemmerne ikke skulle hænge partifæller ud ved navn.
I foromtalen til bogen hedder det blandt andet, at ordføreren efterlyser en retning for Danmark, »som er rodfæstet i det oprindelige Venstre«.
Det beskrives, hvordan Jan E. Jørgensen »var imod forbud mod burka og niqab og fandt det ufølsomt, da Inger Støjberg fejrede 50 udlændingestramninger med en kage«.
Jan E. Jørgensen »håber ikke, at det bliver nødvendigt at stifte et nyt parti i Danmark«, lyder det til sidst.
Venstre er dybt splittet om udlændinge- og værdipolitik, og flere kilder i partiet er derfor frustrerede over bogen, der bærer brænde til bålet. Partitoppen har haft bogen til gennemsyn, og også Lars Løkke Rasmussens spindoktor har været inde over.
Jan E. Jørgensen står på mål for den smagsprøve på indholdet, som forlaget foreløbigt har serveret, og bogen udkommer på People’s Press den 23. oktober.
»Det er legitimt at sige, hvad man mener, og det er det, jeg gør i bogen. Det er svært at skrive om politik og en politisk udvikling uden at skrive om politikere,« siger Jan E. Jørgensen.
Jyllands-Posten