Frem til den ordinære generalforsamling i marts skal den nyvalgte bestyrelse for Enhedslisten i Odense overveje, hvordan kommandovejene mellem medlemmer, bestyrelse og byrådsmedlemmer bliver mere farbare.
Netop det spørgsmål var ellers med til at fælde den hidtidige bestyrelse, men nu ser det ud til, arbejdsroen atter har sænket sig over Enhedslistens 150 medlemmer i Odense.
»Vi er alle enige om, at det nu er vigtigt at tænke fremad og udvikle partiet,« siger Ingelise Bech Hansen, som er kontaktperson for den formandsløse bestyrelse.
Under en ekstraordinær generalforsamling i december trak hun sig ellers sammen med fire andre fra den seks mand store bestyrelse.
Årsagen var, at bestyrelsen ikke kunne samle et kvalificeret flertal bag sine forslag til at strømline foreningsarbejdet, men af hensyn til kontinuiteten i partiet bliver hun.
»Jeg har skiftet mening og tror på, vi nok skal finde ud af det,« siger Ingelise Bech Hansen.
Trods flere forsøg lykkedes det dengang ikke for Nyhedsavisen at finde en mere troværdig forklaring på bestyrelsens fald, end at den uforvarende var kommet til at genere flere af de nyindmeldte medlemmer fra Internationale Socialister.
De skulle angiveligt have haft svært ved at finde ud af, hvornår de udtaler sig som medlemmer af henhodlsvis Enhedslisten og IS, og det fik folk til at stemme blankt.
Den nye bestyrelse består af Ingelise Bach Hansen, Frank Jensen, Frank Rasmussen, Richard Hansen, Erik Clausen og byrådsmedlem Anna Rytter.