Det kan godt være, at David Beckham er blevet vraget til det engelske landshold. Men han kan han nu glæde sig over, at der efter alt at dømme er en lille ny Beckham på vej, måske endda en pige.
Sladderbladet OK! Magazine har snakket med en række anonyme kilder, som har set Victoria Beckham hele to gange i en trendy babyforretning i Los Angeles. Her skulle hun angiveligt have købt et lyserødt tæppe og et lyserødt tøjdyr, som bliver beskrevet som meget feminint.
Dagen efter vendte den tidligere kryddersild igen tilbage til forretningen, og her oplyser kilderne, at hun bad om råd til at indrette et nyt børneværelse i familiens nye hus i det sydlige Californien.
Angiveligt skulle Victoria Beckham holde nyheden skjult for omverdenen, fordi hun snart skal på en stor genforeningsturne med resten af pigerne i Spice Girls.
"Alle så, hvor meget skæld ud Christina Aguilera og Jeniffer Lopez fik, fordi de tog på turne, da de var gravide. Det er nok det, hun prøver at undgå," siger en kilde inden for musikbranchen til OK! Magazine.
Hvis Victoria er gravid bliver det parrets fjerde barn. De tre første er alle drenge, og fortsætter stimen, så har Beckham snart sit eget 7-mands hold.