Bankerne lider stadig under finanskrisen. Faktisk så meget at det risikerer at forværre krisen eller kaste os ud i en helt ny.
Det vurderer lektor Johannes Raaballe fra Aarhus Universitet og professor Ken L. Bechmann fra Copenhagen Business School ifølge Berlingske Tidende.
"Danske banker lider af en række alvorlige skavanker, som udenlandske banker ikke lider af. Derfor er der brug for national regulering af banksektoren udover den regulering, der diskuteres internationalt," fastslår lektor Johannes Raaballe og Ken L. Bechmann.
Eksperterne præsenterer i næste måned en omfattende rapport om konkrete anbefalinger til, hvordan politikerne kan komme kommende økonomiske mareridt til livs.
De mener, at bankerne bør lægge penge til side til dårlige tider, og at politikerne skal gøre det ulovligt, at bankerne kan opstille begrænsninger, der gør det muligt for aktionærer at kontrollere inkompetente bankdirektører.
Men det er ikke nogen god ide, mener Kim Vallentin, der er rådgiver i Finanshuset Fredensborg. Sporene fra bankpakke 2 skræmmer.
"Bankpakke2 er bare blevet misbrugt på den måde, at man har lagt pengene ind på hylden, og så venter man på bedre tider. Man har ikke taget intentionen med bankpakke2 op og sagt, vi skal også sætte tingene i gang i samfundet, og det er ikke sket," siger Kim Vallentin til Newspaq.
I stedet skal bankerne tvinges til at spare mere op, så de er rustet til dårlige tider, mener Kim Vallentin.