Den anmelderroste animationsfilm 'Waltz with Bashir' handler om massakren på de palæstinensiske flygtningelejre i Sabra og Shatila. Instruktøren bag filmen er den israelske Ari Folman, men han vil ikke påtage sig ansvaret for sin regerings handlinger.
"Faktisk er filmen fuldstændig apolitisk. Til gengæld er den en kæmpe antikrigserklæring. Men min film lancerer ikke nye vinkler i forhold til, hvad der skete dengang. Mit mål var at tage stilling til den enkelte soldat og blive i marken med ham igennem hele filmen," forklarer han til Berlingske Tidende.
Ifølge Folman er krig fyldt med surrealistiske elementer som tabt hukommelse, drømme og hallucinationer, så derfor var det oplagt for ham, at filmen skulle være en animationsfilm.